Hector blev igen i år slæbt med til Østrig, og han var ukuelig i bjergene. Ingen brok. Kun rendyrket glæde ved naturen. Eller sådan tolkede vi i hvert fald hans evige tunge ud af halsen. Så snart der var en bjergsø i sigte, trak han afsted for at få en dukkert. Hector havde både nærkontakt med en flok køer, der stirrede intensivt på ham og en beton-stiv udgave af hunderacen. Alle rastepladser og hoteller på turen tog vel imod firbenede. Den mest hundevenlige rasteplads havde faktisk både vandskål OG madskål med tørfoder stående ved indgangen. Jeg gad god se den hund, der blot nippede til maden og pænt gik videre. Det gjorde Hector ikke! Jeg måtte trække ham væk. Han tog dog revanche, da han tømte halvdelen af sit tørfoder i bilen, mens vi var på indkøb.
