Fødselsdag

Fik i dagens anledning en fødselsdagssang og et stort kødben med fyld, som var spist på 7 minutter.

Glædelig Jul

Hunden og snemanden

... skulle man tage dagens grøntsag...

Præmiedyret

Yes he can! Claus og Hector gik til C-prøve - og kom hjem med en 1. præmie. Nu er vejen banet til de helt store pokaler...

Jeg - en flab

Har du nogensinde set en hundeflab bagfra? Det er det mest fjollede syn, man kan tænke sig. Ihvert fald på Hector. Hans store mule hænger og flapper og set bagfra er det et meget mærkeligt syn. Tænk at have så store læber, at når man ligger ned så rammer overlæben gulvet.

... endelig

..skulle man måske sige. For det har været under vejs et stykke tid - den store fæle brugsprøve altså. Hector bestod jo ikke første gang, da han afleverede dummi'en på en kommando fra censor og ikke fra far. Det er forbudt. Så far har trænet med Hector i lang tid for at være sikker på han kunne bestå prøven næste gang. Alt andet ville virkelig være for pinligt! Og dagen oprandt hvor herre og hund lod sig indskrive til en ny prøve, og begge præsterede deres ypperste. Sådan. Hector har fået en stjerne på sin stamtavle.

To alen

Hector har en bror. Det vil sige han har jo ialt 12 søskende, men især den ene bror - Albert - er hans eksakte udtryk. Hector og Albert har mødt hinanden en del gange og slås og leger som rigtige brødre. Her er de fotograferet til søskendetræf i august. Ifølge øjenvidner peb de i kor, da de blev sat til at vente. Det er Hector med det sjuskede øre.

På ferie

Hector blev igen i år slæbt med til Østrig, og han var ukuelig i bjergene. Ingen brok. Kun rendyrket glæde ved naturen. Eller sådan tolkede vi i hvert fald hans evige tunge ud af halsen. Så snart der var en bjergsø i sigte, trak han afsted for at få en dukkert. Hector havde både nærkontakt med en flok køer, der stirrede intensivt på ham og en beton-stiv udgave af hunderacen. Alle rastepladser og hoteller på turen tog vel imod firbenede. Den mest hundevenlige rasteplads havde faktisk både vandskål OG madskål med tørfoder stående ved indgangen. Jeg gad god se den hund, der blot nippede til maden og pænt gik videre. Det gjorde Hector ikke! Jeg måtte trække ham væk. Han tog dog revanche, da han tømte halvdelen af sit tørfoder i bilen, mens vi var på indkøb.

Mådehold

Om jeg forstår det! Når vi går tur med Hector tisser han lystigt op af græsstrå, træer og sandbunker. Ja ja almindelig hanhunde adfærd - mit pis - mit territorie. Men ligegyldigt hvor langt vi går, så har han en sjat han kan strinte. Det er da mystisk. Går vi 10 minutter eller 5 kvarter er der nok i posen om jeg så må sige. Hvordan kan en hund holde måde med sin beholdning, så han har til hele turen rundt? Det er jo ikke fordi vi udlægger ruten på forhånd med GPS og viser ham planen inden vi går.

Den gode og den onde

Da jeg som 11-årig måtte sige farvel til vores hund Dusty, fik jeg en stor hundebamse, som plaster på såret. Pjævs har lagt øre til mange hemmeligheder, men har de seneste mange år haft husly på loftet i Frederikssund. En rolig og stille tilværelse, som han aldrig har beklaget sig over. Men verden er hård, og en skønne dag blev han stemt ud, og foreslået solgt på et loppemarked!!!! Jeg så jo straks en mulighed for et livslangt venskab med den gode hund Hector, og de blev introduceret. Hector var glad, Pjævs var glad. Hector bar Pjævs rundt og viste ham haven, svingede ham rundt og lå med hovedet på ham. Rigtige venner. Lige indtil den følgende dag...

Han var jo snu nok, Hector. Ventede til jeg ikke holdt øje med ham. Og så blev Pjævs decapiteret. Jeg fandt ham med skumgummiet drysset ud af den lille krop, og halsbåndet hængede løs om halsen og hovedet, der ikke var længere. End of Pjævs.

Mon Hector er ved at udvikle sig til en muskelhund?